5 på linje! Linedance til Grand Prix-musik (2023)

Hvad har linedance og Grand Prix tilfælles? Man kan sige, at begge dele deler vandene. Ofte bliver de behandlet med ironisk distance eller – i værste fald – et rynken på næsen. Samtidig har både danseformen og musikkonkurrencen en stor og meget dedikeret fanskare.

Findes der en fællesmængde for linedance og Grand Prix? Ja! Rigtig mange koreografer inden for linedance har fundet Grand Prix-sange, som de har sat trin til. Det er helt oplagt! Melodierne varer kun tre minutter, og de har ofte en tydelig rytme, som er nem at finde ind i.

Jeg har været i dansearkivet for at finde fem danse, som jeg synes fortjener rampelys, støvletramp og vindmaskine. Udvalget spænder fra begynderniveau til mere avancerede danse i flere afdelinger. Her finder du country og pop, dansk og udenlandsk, nyt og gammelt. God fornøjelse med dansene!

1) Eine kleine Ding Dong

Her får du livsglæde, som er krydret med en smule craziness. Forestil dig, at Karen Thisted og Jytte Abildstrøm stillede op i Dansk Grand Prix med en party-sang? Sådan var det nærmest ved den svenske finale i 2021, hvor veteranerne Eva og Ewa sang “Rena Rama Ding Dong”. Året efter indspillede de en tysk version, hvor der blev kastet ekstra kul i produktionen. Stort hit! 

En svensk koreograf lavede en sjov koreografi, der passer godt til sangen… og kort tid gik den tyske version sin sejrsgang verden over. 

  • Nem at lære 
  • Højt tempo 
  • Skaber god stemning 
  • Lidt skør (dans/musik kilder lidt ved ens smilehuller)

Fakta om “Eine kleine Ding Dong”

2) Peace, Understanding, and Love

Tamra Rosanes er en af Danmarks country-dronninger! Hun har deltaget flere gange i Grand Prix. Senest deltog hun i 2005 med country-hymnet “Peace, Understanding, and Love”. Sangen fandt desværre ikke sin vej ind i den danske superfinale – til gengæld fandt den vej til Tamra Rosanes ikoniske album “LineDANCEparty”.

Susanne Mose Nielsen er en af dronningerne indenfor dansk linedance. Hun plukkede sangen og skabte en dans til. Dansen har fået titlen “Understading Mambo” – måske fordi den er god, når man skal blive dus med mambotrin.

  • Dans med godt flow
  • Melodien er (som) skabt til linedance
  • Godt budskab i teksten, som opfordrer til fællesskab
  • Dansk country fra øverste hylde

Fakta om “Peace, Understanding, and Love”

PS: I stepsheetet er det uklart, hvornår restarten sker. Restarten sker i 5. væg, hvilket musikken siger tydeligt. Generelt er der noget med beskrivelsen af restarten. I 5. væg springer jeg fra tælling 16 og op til starten af dansen – på den måde får jeg det til at passe. Resten af dansen og beskrivelsen er lige i øjet.

3) Zaleilah

Fart over feltet og sommerstemningen. I 2012 stillede Rumænien op med et latino-inspireret nummer. Måske er det første gang i verdenshistorien, at sækkepibe og harmonika har lydt som “sex on the beach”. Man får rigtig sved på panden af dansen, og den er god som et punktum for en danseaften, når man lige skal danse den sidste energi ud af kroppen.

Der er flere gode danse til denne melodi. Nogle af dem lægger vægt på hofte-sving. Andre har gjort “heel switches” og “toe switches” til dansens grundingrediens. Og begge dele fungerer godt. Jeg har valgt at holde fast i den dans, som jeg blev præsenteret for i 2012. Den er koreograferet i Holland.

  • Giver sved på panden
  • Latino-pop med harmonika og sækkepibe
  • Dansen lægger op til, at man godt må have lidt attitude, når man danser
  • Koreografien har en del drejninger – og det passer perfekt til melodiens stemning

Fakta om “Zaleilah”

4) No, no never

Less is more! Ved første ørekast og øjekast kan man tænke, at dette er en “fin” sang – men ikke mere. Det er banjo-country som bliver spillet i et behageligt tempo. Skulle det være noget særligt? Ja!Sangen får stadig tyskerne og Grand Prix-fans op af stolene. Det er sådan en sang, som man skal give en ekstra chance. Mange er faldet for det charmerende glimt i øjet, benet, der sparker op og ned i takt til musikken og lasso-bevægelsen, som fortæller, at nu er vi kommet til sidste omkvæd. Jeg tror, at en vaskeægte fynbo ville sige: Den er lun!

  • Både musik og dans er cool, med et kærligt glimt i øjet
  • Melodien vinder ved nærmere kendskab
  • Dans med godt flow, hvor de to små “hop” i slutningen af hver væg giver kolorit

Fakta om “No, no never”

5) I nat, I nat

Redaktør: Tilbage i 2023 indeholdt dette indlæg en dans til dette nummer, som er i kategorien phrased intermediate. Efterfølgende er dansen blevet udskiftet med en anden dans til samme melodi. Den “nye” dans kan du læse om her. Klik her, for at gå til Copperknob og læse om den svære udgave .

Det her er en banger – big time! Sangen blev skrevet til det svenske Grand Prix i 1987. Desværre blev den ikke udtaget og lå i pladeselskabets skrivebordsskuffe i nogle år. Senere fik nogen den idé at skrue lidt på produktionen og gøre den til en såkaldt “dansbandlåt”. Efter nogle mellemregninger udgav bandet “BlackJack” sangen – og den blev et kæmpehit.

Sangen er udgivet i mange genrer og på flere sprog. I Danmark var det (Country) Lise, der udgav den, og dansen passer også til hendes version.

Dansen er skræddersyet til melodien og bygget op med A-, B- og C-stykker. Det kræver en indsats at få styr på alle dele, men belønningen kommer, når det hele samles til én dans.

  • Niveau: Begynder
  • Festlig melodi i dansband-genren
  • En glad dans, der passer godt til melodien
  • To simple tags med “heel swivel”, der løfter dansen lidt ekstra
  • Sangen blev indsendt til Svensk Melodi Grand Prix i 1987
  • I Danmark er sangen indspillet af Country Lise. På “Kandis 22” indgår den i et medley
  • Hør “I nat, I nat (Inget stoppar oss nu) på youtube

Har du set listen fra de andre år?

Dette indlæg er er en del af en serie. Første blogindlæg i serien udkom i 2023. Og ligesom i Eurovision, så byder hvert år på et nyt kuld af danse/sange.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *